"Der er et andet Omraade, hvor Kirken
uden at trættes maa holde Folket Kravet
for Øje. Vort danske Fædreland ser den
danske kristne Menighed paa som en
dyrebar Guds Gave. Ogsaa der gælder
det, at enhver Guds Gave tillige er en
Opgave; hans Naade er en Sæd, der
skal bære Frugt.
Vi kan ikke nøjes
med at elske vort Fædreland med en
Stemmeseddel, lidt Alsang og lidt
Ewald-Fester. Vi kalder os Demokrater,
men alt for mange gaar utvungne ind
med deres Arbejde og Evner for de
stikmodsatte Ideers Sejr. Halte kan ej
Kærligheden. Guds Forbandelse over
den, der vil tjene to Herrer og bære
Kappen paa begge Skuldre. Vi hører om
andre Nationer, der tager sig de tungeste
Ofre paa for deres Land, brænder selv
Byer og Afgrøder af, at ikke de skal
gøres til Bytte. Lad os ikke være saa
overfladisk og ukristeligt et Folk, at vi
ikke vil forstaa, at Kærlighed kræver
Offer.
Med Ærbødighed gaar vore
Tanker til Finland og til Norge med
deres kristne Heltemod, det, Gud vil
lønne, ihvorvel det altid er Løn nok i sig
selv at gøre det gode og rette.
Og der maa nævnes en tredie Ting.
Vort lille danske Samfund blev for
nogen Tid siden rystet ved den Skæbne,
som pludselig overgik en Del af vor
Befolkning — en Del, vi sætter lige saa
højt som enhver anden Del. Saa kristent
et Folk er vi dog, at det overalt vakte
Smerte og Harme. Men saa daarligt et
kristent Folk er vi, at vi dog lod det ske
uden at prøve med andre Midler end
Protester.
Jeg ved, at mange af mine
Præstebrødre har været saa kristeligt
forbitrede, at de har fablet om at
udelukke fra Kirken ethvert Element,
der støtter den Ubarmhjertighedens
Aand, som her gav sig til Kende. Vi ved,
Guds Ubarmhjertighed rammer den, der
træder hans Barmhjertighedsbud under
Fødder.Ja, det giver den aandelige Spænding
over vort Liv i disse Dage, da Danmark
er hængt op i Guds Bismer: bliver vi vejet
og fundet for let? Er vi overhovedet et
kristent Folk mere, eller vil Gud Herren
blankt kassere os?
Vi maa være forsigtige, lyder det. Hvor
staar der i Skriften om Forsigtighed?
Var Kristus forsigtig, da han gik til
Død og Grav?
En Folketingsmand kan
faa sig selv til at ytre, at det er Tegn
paa vor høje Kultur, at vi forstaar at
bære Maske. En anden Samfundsstøtte
oplyser, at det gør ikke noget, vi lyver,
naar blot vi ved, vi lyver. Vi kan have
det i Hjertet uden at vise det. Javisst,
Frederik VII udnævnte ogsaa en Mand
til Kammerherre paa Betingelse af, at
han ikke sagde det til nogen.
Men naar vi nu har talt med hinanden
om Guds Vrede, saa vover vi at gøre en
Kovending — i yderste Ydmyghed —
og atter ty ind til hans Barmhjertighed.
Vi ved, han er den, der kan tilgive
Synder; vi ved, at en ny Aand kan
komme fra ham. Og er det dog ikke et
Lyspunkt, at der er mange, der spejder
og beder og længes. —
Naar Publikum
i Det kgl. Teater klapper saa hjerteligt
efter Kong Christian i Fiskerne, saa
er det ikke blot en Hyldest for den
saltfriske Maade, Mogens Wieth synger
den paa, ikke blot en Tak til den store,
syge Digter fra de gamle Dage, der gav
os Verdens stolteste Sang — ikke blot
en ærbødig Hjertenstanke til vor kære
Kong Christian i hans Ensomhed, men
det er især en Tanke af stormende Tak
til den danske Flaades Karlfolk. De
har jo vist os Mod og Mandshjerte.
Og
der er en Ungdom, der viser os, og en
Ungdom, der brænder efter at vise os,
at de ved meget godt, at Kærlighed og
Offer hører sammen, og at de elsker
Danmark just saadan.Men det er ikke nok. Det er ikke
Danmark, vi skal sætte Livet ind for, det
er det kristne Danmark, d. v. s. det er det
Guds Rige paa Jorden, hvoraf det kristne
Danmark er en Provins — hvor Sproget
er Sandhed, Loven er Retfærdighed,
og Omgangsformen mellem Folkene
Barmhjertighed.
Der er en Læge etsteds i Jylland, der
engang ved en Fest udbragte en Skaal
for Hitler — ja, det er længe siden, det
var før 9. April. Nogle Missionsfolk
protesterede. Saa raabte Lægen: “Der er
Titusinder, der er rede til at give deres
Liv for Hitler; hvor mange af jer vil gøre
det for Kristus?”
Det var et Ord, der slog.
Fiskeren Simon Peter vilde det. Morten
Luther var rede til det. Ogsaa i vor Tid
er der Tilvæxt i de ofredes Tal. Frederik
Ramm, der nu døde af Tuberkulose her
i Danmark efter Koncentrationslejr, bar
en Martyrkrone. Tro mig, naar vi kaarer
Kristus til den Konge, der kan lede os
gennem alt, saa vil Ungdommen komme
under Korsfanen, enten den forstaar
lidt eller meget, rede til at stride for de
højeste Maal: Retfærdighedens Rige
paa Jorden.
Vi har glemt at bede i vor
Tid. Elektricitetens Kræfter har vi lært
at udnytte og haft saa travlt med, at vi
derover glemte Aandens. Nu er der faa
iblandt os, der har Ro og Enfold nok til
at forstaa at udnytte denne den vældigste
af alle Jordens Kraftkilder. Men maatte
de hænge i og holde ud, saa vi andre faar
lært det igen, og der ogsaa hos os bliver
en Menighed af Bøn og Tjenersind
og Offervilje og Kamplyst. Saa skal
Danmark faa sin Plads ikke blot med
Ære ved Fredsforhandlingsbordet, men
midt i Arbejdet den lyse Dag, vi beder Gud snart lade gry over verden."
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
Inlägg
