Vi kan ikke nøjes med at elske vort Fædreland med en Stemmeseddel, lidt Alsang og lidt Ewald-Fester. Vi kalder os Demokrater, men alt for mange gaar utvungne ind med deres Arbejde og Evner for de stikmodsatte Ideers Sejr. Halte kan ej Kærligheden. Guds Forbandelse over den, der vil tjene to Herrer og bære Kappen paa begge Skuldre. Vi hører om andre Nationer, der tager sig de tungeste Ofre paa for deres Land, brænder selv Byer og Afgrøder af, at ikke de skal gøres til Bytte. Lad os ikke være saa overfladisk og ukristeligt et Folk, at vi ikke vil forstaa, at Kærlighed kræver Offer.
Med Ærbødighed gaar vore Tanker til Finland og til Norge med deres kristne Heltemod, det, Gud vil lønne, ihvorvel det altid er Løn nok i sig selv at gøre det gode og rette. Og der maa nævnes en tredie Ting. Vort lille danske Samfund blev for nogen Tid siden rystet ved den Skæbne, som pludselig overgik en Del af vor Befolkning — en Del, vi sætter lige saa højt som enhver anden Del. Saa kristent et Folk er vi dog, at det overalt vakte Smerte og Harme. Men saa daarligt et kristent Folk er vi, at vi dog lod det ske uden at prøve med andre Midler end Protester.
Jeg ved, at mange af mine Præstebrødre har været saa kristeligt forbitrede, at de har fablet om at udelukke fra Kirken ethvert Element, der støtter den Ubarmhjertighedens Aand, som her gav sig til Kende. Vi ved, Guds Ubarmhjertighed rammer den, der træder hans Barmhjertighedsbud under Fødder.Ja, det giver den aandelige Spænding over vort Liv i disse Dage, da Danmark er hængt op i Guds Bismer: bliver vi vejet og fundet for let? Er vi overhovedet et kristent Folk mere, eller vil Gud Herren blankt kassere os?
Vi maa være forsigtige, lyder det. Hvor staar der i Skriften om Forsigtighed? Var Kristus forsigtig, da han gik til Død og Grav?
En Folketingsmand kan faa sig selv til at ytre, at det er Tegn paa vor høje Kultur, at vi forstaar at bære Maske. En anden Samfundsstøtte oplyser, at det gør ikke noget, vi lyver, naar blot vi ved, vi lyver. Vi kan have det i Hjertet uden at vise det. Javisst, Frederik VII udnævnte ogsaa en Mand til Kammerherre paa Betingelse af, at han ikke sagde det til nogen.
Men naar vi nu har talt med hinanden om Guds Vrede, saa vover vi at gøre en Kovending — i yderste Ydmyghed — og atter ty ind til hans Barmhjertighed. Vi ved, han er den, der kan tilgive Synder; vi ved, at en ny Aand kan komme fra ham. Og er det dog ikke et Lyspunkt, at der er mange, der spejder og beder og længes. —
Naar Publikum i Det kgl. Teater klapper saa hjerteligt efter Kong Christian i Fiskerne, saa er det ikke blot en Hyldest for den saltfriske Maade, Mogens Wieth synger den paa, ikke blot en Tak til den store, syge Digter fra de gamle Dage, der gav os Verdens stolteste Sang — ikke blot en ærbødig Hjertenstanke til vor kære Kong Christian i hans Ensomhed, men det er især en Tanke af stormende Tak til den danske Flaades Karlfolk. De har jo vist os Mod og Mandshjerte.
Og der er en Ungdom, der viser os, og en Ungdom, der brænder efter at vise os, at de ved meget godt, at Kærlighed og Offer hører sammen, og at de elsker Danmark just saadan.Men det er ikke nok. Det er ikke Danmark, vi skal sætte Livet ind for, det er det kristne Danmark, d. v. s. det er det Guds Rige paa Jorden, hvoraf det kristne Danmark er en Provins — hvor Sproget er Sandhed, Loven er Retfærdighed, og Omgangsformen mellem Folkene Barmhjertighed.
Der er en Læge etsteds i Jylland, der engang ved en Fest udbragte en Skaal for Hitler — ja, det er længe siden, det var før 9. April. Nogle Missionsfolk protesterede. Saa raabte Lægen: “Der er Titusinder, der er rede til at give deres Liv for Hitler; hvor mange af jer vil gøre det for Kristus?” Det var et Ord, der slog.
Fiskeren Simon Peter vilde det. Morten Luther var rede til det. Ogsaa i vor Tid er der Tilvæxt i de ofredes Tal. Frederik Ramm, der nu døde af Tuberkulose her i Danmark efter Koncentrationslejr, bar en Martyrkrone. Tro mig, naar vi kaarer Kristus til den Konge, der kan lede os gennem alt, saa vil Ungdommen komme under Korsfanen, enten den forstaar lidt eller meget, rede til at stride for de højeste Maal: Retfærdighedens Rige paa Jorden.
Vi har glemt at bede i vor Tid. Elektricitetens Kræfter har vi lært at udnytte og haft saa travlt med, at vi derover glemte Aandens. Nu er der faa iblandt os, der har Ro og Enfold nok til at forstaa at udnytte denne den vældigste af alle Jordens Kraftkilder. Men maatte de hænge i og holde ud, saa vi andre faar lært det igen, og der ogsaa hos os bliver en Menighed af Bøn og Tjenersind og Offervilje og Kamplyst. Saa skal Danmark faa sin Plads ikke blot med Ære ved Fredsforhandlingsbordet, men midt i Arbejdet den lyse Dag, vi beder Gud snart lade gry over verden."
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
Inlägg
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar